Store beslutninger sker gradvist. Det er i hvert fald sådan de sker i mit liv. Ingen epifani, intet vendepunkt. Bare en tanke der bliver ved med at dukke op.

Min familie var ikke rig. Lad mig sige det direkte. Vi voksede op i beskedne kår — men vi manglede ingenting af det der tæller.

Det er den reaktion jeg næsten altid får, når jeg fortæller folk at jeg er schweizer. Et lille øjebliks ophold. Et smil. "Nå — Schweiz." Aldrig negativt. Altid med en slags respekt.

Lad mig tegne billedet tydeligt. Fordi det er ikke en simpel familieflytning. Jeg har en søn på 23, en datter på 20 fra et tidligere ægteskab og en datter på snart to år.