Hvorfor jeg overvejer at flytte tilbage til Schweiz efter 27 år i Danmark

Det sker ikke over en nat

Store beslutninger sker gradvist. Det er i hvert fald sådan de sker i mit liv. Ingen epifani, intet vendepunkt. Bare en tanke der bliver ved med at dukke op — og en dag er den ikke til at ignorere mere.

Tanken om at flytte tilbage til Schweiz startede som en hviske. Den er nu en rolig, stabil stemme. Min kone og jeg taler om det. Vi regner på det. Vi kigger på kantoner. Vi er ikke kommet til en beslutning endnu — men vi er begyndt at stille de rigtige spørgsmål.

Og det er præcis dét dette sted handler om. Ikke svaret. Processen.

Længslen efter rødder

Jeg er født og opvokset i Heimenschwand, en lille by ved Thun i Berner Oberland. Jeg voksede op i et gartneri, med bjergene som nærmeste nabo og et hverdagsliv der ikke lignede turistbrochurerne — det var bare livet, som det var.

Som 25-årig tog jeg til Danmark. Og det, der skulle være et eventyr, blev til 27 år. Et liv. Et ægteskab. Børn. Venner. En virksomhed. Danmark har givet mig utrolig meget, og det er ikke til diskussion.

Men der er noget ved at blive 52, der gør at man begynder at mærke sine rødder. Ikke med nostalgi — med en slags tyngdekraft. Jeg ved ikke om det er alder, om det er min lille datters fødsel, eller om det simpelthen bare var blevet tid. Sandsynligvis alle tre.

Min datter mindede mig om noget

Da min yngste datter kom til verden — hun er snart to år — skete der noget mærkeligt. Jeg begyndte at se billeder fra min egen barndom. Ikke fotografier, men fornemmelser. Gartneriets lugt om morgenen. Sne i marts. Den schweiziske disciplin, ikke som straf, men som gave fra mine forældre.

Jeg ville give hende det. Ikke det samme gartneri, ikke den samme by. Men den samme ramme. Nærheden til naturen. Et samfund der kræver noget af dig, og giver tilbage i proportion.

Systemet. Ja, jeg er ærlig.

Jeg tror på lighed. Jeg tror på at give alle de samme muligheder. Det er ikke til diskussion. Men jeg tror ikke på at lighed opnås ved at fratage folk ansvar for deres eget liv.

Det schweiziske system er bygget på nærhedsprincippet: beslutninger tages så tæt på borgeren som muligt. Kantonen bestemmer mere end staten. Du betaler skat til dit lokalsamfund — og du kan se hvad den bruges til. Systemet kræver at du selv tager stilling til din pension, din forsikring, dit valg af skole. Det er ikke råt. Det er respektfuldt.

Skatten er ikke det primære. Den er en konsekvens. En konsekvens af et system der er designet anderledes end det danske. Jeg er ikke imod velfærd. Jeg er for at diskutere hvad velfærd er — og hvem der bedst forvalter den.

Det jeg forlader

Lad mig ikke lade som om det er enkelt.

Jeg har to voksne børn fra et tidligere ægteskab, en søn på 23 og en datter på 20. De er i Danmark. Deres liv er i Danmark. De kommer ikke med i første omgang, og det er naturligt. Jeg var selv 25 da jeg tog af sted.

Men det er ikke det samme som at det er let. At lade afstanden til sine store børn vokse er noget man tager med sig. Det er ikke en beregning. Det er et savn der starter allerede nu.

Og så er der vennerne. 27 år giver venner man ikke erstatter. Det ved jeg godt.

Mine forældre er omkring de 80

Det er også en del af det. De er i Schweiz. De er raske, selvstændige, aktive, men de er ikke unge mere. Der er noget ved at have forældre i den alder, og bo 1.500 kilometer væk, der ikke slipper mig.

Ikke panik. Ikke drama. Bare en stille viden om at tiden ikke er ubegrænset og at jeg gerne vil bruge noget af den tæt på dem.

Hvad nu?

Vi har ikke besluttet noget endnu. Tidslinjen er sandsynligvis inden 2030, men det er en horisont, ikke en dato i kalenderen.

Det jeg har besluttet, er at dokumentere processen. Fordi jeg ved at jeg ikke er den eneste dansker — eller schweizer med dansk pas — der sidder med de samme tanker. Og fordi der ikke er ret mange steder på dansk man kan finde det indhold, der faktisk hjælper en til at tage den beslutning kvalificeret.

Det er det jeg bygger her. Velkommen.