Jeg er schweizer med dansk pas. Hvad er jeg egentlig?

"Nå — Schweiz"

Det er den reaktion jeg næsten altid får, når jeg fortæller folk at jeg er schweizer. Et lille øjebliks ophold. Et smil. "Nå — Schweiz." Aldrig negativt. Altid med en slags respekt — eller i det mindste interesse.

Schweiz er ikke et land folk har stærke negative associationer til. Det er bjerge, ure, chokolade, og en vag fornemmelse af orden og velstand. Jeg har aldrig oplevet det som en belastning at være schweizer i Danmark. Tværtimod. Jeg er privilegeret — og det ved jeg godt.

Det er nok det bedste pas at have

Det er min ærlige vurdering. Ikke fordi Schweiz er perfekt — det er intet land. Men kombinationen af et schweizisk og et dansk pas er sjælden og værdifuld. Begge lande er stabile, troværdige, velrespekterede internationalt.

Jeg fik mit danske pas for knap ti år siden. Det var et valg jeg traf med omhu — fordi 27 år i et land er et liv, og fordi jeg ønskede at formalisere det tilhørsforhold. Jeg fortryder det ikke. Men hvis jeg skulle af med et af dem — så er det det danske.

Schweiz er skrumpet

Det er et mærkeligt fænomen. Jo længere tid jeg har boet i Danmark, jo mere er Schweiz — i min bevidsthed — krympet til en region. Til Berner Oberland. Til Thun-søen. Til Heimenschwand.

Resten af Schweiz er selvfølgelig rigtigt Schweiz. Men det er ikke mit Schweiz. Mit Schweiz er det sted hvor mine forældre bor. Hvor sne i marts er normalt. Hvor bjerge ikke er noget man rejser til — de er bare der.

Hvad er jeg egentlig?

Det er spørgsmålet jeg ikke kan svare præcist på. Og jeg har givet op på at forsøge.

Jeg er altid schweizer i hjertet. Det er ikke til diskussion. Min identitet, mine grundværdier, min opvækst — alt det er schweizisk.

Men når jeg har været på ferie i Schweiz og flyver hjem — flyver jeg hjem til Danmark. Det er ikke Zürich eller Bern jeg letter mod med en slags letsindighed. Det er Kastrup.

Jeg er nok mest schweizer med dansk pas, der føler sig hjemme i Danmark. Indtil det ændrer sig.

Og det er måske ved at ændre sig

Det er der noget der peger på. Ikke dramaturgi — bare en gradvis bevægelse i tyngdepunktet. Min kone er bulgarer. Min lille datter vokser op med tre sprog. Mine forældre er i Schweiz og ikke er evige.

Jeg er ikke på vej væk fra noget. Jeg er på vej hen imod noget. Det er en forskel der betyder noget for mig.