Jeg har tre børn og overvejer at flytte dem til Schweiz. Her er hvad jeg tænker.

Tre børn, tre situationer

Lad mig tegne billedet tydeligt. Fordi det er ikke en simpel familieflytning.

Jeg har en søn på 23 og en datter på 20 fra et tidligere ægteskab. De bor i Danmark, de har deres liv i Danmark med uddannelse, venner, alt det der hører til. Og jeg har en lille datter med min nuværende kone, der er snart to år. De tre situationer er vidt forskellige.

De store børn

De store børn er ikke en del af flytningsplanen. Det er ikke fordi jeg ikke vil have dem med, tværtimod. Jeg opfordrer dem aktivt til at overveje Schweiz. Ikke nu nødvendigvis, men på sigt.

Men jeg ved godt at det ikke er realistisk at forvente at en 23-årig og en 20-årig river sig løs fra sit liv for at følge sin far til et nyt land. Det gjorde jeg heller ikke, jeg tog i den modsatte retning. Da jeg var 25, tog jeg til Danmark. Alene.

De har en mor i Danmark. De har et netværk. De har fundament. Det er godt.

Det svære ved at sige det højt

Jeg vil gerne sige det ærligt: det er ikke let at vide at der vil komme afstand. At det spontane, at få besøg til middag, at være til stede i hverdagen. Alt det forsvinder.

Men afstand er ikke det modsatte af nærhed. Det er en anden form for nærhed. Og jeg tror faktisk at de to har brug for et skub. En naturlig løsrivelse som er sund. Deres mor er her. Jeg er ikke langt væk.

Og i den alder er mental nærvær lige så vigtig hvis ikke vigtigere end fysisk nærvær.

Den lille

Min lille datter er en anden sag. Hun er snart to år. Hun vokser allerede op med tre sprog — dansk derhjemme, bulgarsk fra sin mor, og schweizerdeutsch fordi det er en del af hvem jeg er.

Jeg er ikke bekymret for hende i flytningen. Overhovedet ikke. Hun er i den alder hvor alt er normalt — fordi hun ikke har et 'normalt' endnu. Hjernen er plastisk, sproget sidder, kulturen absorberes.

Hvad jeg ser frem til for hende

Det jeg ønsker for min lille datter er det samme jeg selv fik: nærheden til naturen som hverdag, ikke weekend-aktivitet. Et skolesystem der respekterer hende som individ. En opvækst med krav og forventninger der er venlige, men tydelige.

Og at hun kan vokse op tæt på sine bedsteforældre — mine forældre — mens det stadig er muligt. Det er ikke en lille ting.

Det langsigtede perspektiv

Jeg tænker altid langsigtet. Det er en del af mig — ingeniøren, schweizeren, faderen. Jeg ser ikke på flytningen som et chok. Jeg ser den som en investering i den næste fase af livet.

Og når jeg ser min lille datter om ti år — i en schweizisk skole, med bjerge som baggrund, med tre sprog i munden — har jeg ingen problemer med den beslutning.